Aukens Arena

Paula Larrain stiller nu op for de Konservative (det kan vist ikke være gået mange forbi). Tidligere har hun på en intern mail kaldt sin kommende partifælle Brian Mikkelsen for en mand, der var for lille til sit job. Og man må jo give hende ret i, at kulturministeren har svigtet vigtige dele af kulturen. Det er f.eks. ikke lykkedes ham at beskytte en vigtig kulturel institution som f.eks. DR. DR i Ørestaden er en økonomisk katastrofe i forsat udvikling: man lukker internationalt prisbelønnede programmer og skærer ned på public service og seriøs kulturformidling. Samtidig planlægger man det ene discount-underholdningsprogram efter det andet. De Konservative bærer en afgørende del af skylden for DR’s nedtur. Mon Paula har skiftet mening om sin kommende partifælle - eller bare valgt det forkerte parti? Og hvis ikke kan vi så forvente en helt anderledes kulturpolitik, hvis hun bliver valgt?
Ps. Dette har ikke noget at gøre med, at Paula Larrain og undertegnede kæmper om første pladsen på TV2 Altingets hjemmeside Se her.

…var jeg ved at tage et styrt med min cykel. Og det er altså ikke kun mig, der kører lidt kvinde-letsindigt. Det er også alle de trætte bilejere, der åbner deres bildøre. De fortravlede fodgængere, der bruger cykelstien til at overhale. Andre cyklister, der også lige mister koncentrationen af og til. Og så selvfølgelig lastbilchauførerne, der intet kan se fra deres ophøjede position. København er en af Europas bedste cykelbyer - alligevel synes jeg, at man bliver mere presset hver dag som cyklist. Jeg har flere veninder, der er holdt op med at cykle: en, fordi hun ikke tør og er for forfængelig til at tage cykelhjelm på, en anden fordi hun mener, at partikelforureningen efterhånden er så høj, at det er skadeligt at cykle og en tredje, fordi hendes cykel har været punkteret i et års tid Hvad skal man gøre ved det? Nogle kreative forslag (ud over at lappe sin cykel selvfølgelig)?

Informations David Rehling havde for et par måneder siden en leder med samme overskrift som denne blog. Her harcelerede han over, at dansk politik var ved at blive invaderet af politikerbørn. Man ser det for sig: horder af Hækkerupper, Schlüterikere, Ellemænd, Helveganere og Aukenister marcherende mod Christiansborg som en flok termitter, der kommer for at æde alting op. Uha, uha. Jeg skrev et lille svar i samme avis (kan læses her), hvor jeg gjorde opmærksom på, at det jo ikke kun er politik, men så sandelig også journalistfaget (ikke mindst Information selv), der er oversvømmet af familiære forbindelser. Og vi kunne forsætte med advokater, læger, embedsmænd, kunstnere, musikere, elektrikere, cirkusartister osv. Sagen er, at det selvfølgelig ikke skal komme an på navnet eller ophavet, men på hvad den pågældende person har at byde på. Alt dette diskuterede jeg i morges i “Go’ Morgen, Danmark” med Peter Schlüter, der er søn af Poul den Gamle. Det kan ses her.

Må man blande religion og politik? Det spørgsmål bliver ofte diskuteret i dansk sammenhæng. Vores statsminister siger ”nej – religionen har ikke noget at gøre i det offentlige rum” samtidig med, at han ikke selv kan holde tingene adskilt. Anders Fogh henviste i en tale på Venstres landsmøde (2005) til, at vi danskere jo havde en fælles tro, der lagde bunden for vores joviale samtaledemokrati, og at denne gode ordning nu var truet af en religion, der ville have plads i det offentlige rum (islam). Hvis det ikke er at blande tingene sammen, så ved jeg snart ikke.
Kravet om at holde religion og politik adskilt er et dybt udemokratisk krav – det er altid sagt for at lukke munden på nogle andre. Min påstand er, at man slet ikke kan holde religion og politik adskilt – hvor meget man end ønskede det. Politik foregår ikke i et tomt rum. Der er følelser, sociale strukturer, traditioner, overbevisninger, menneskesyn og ideologier involveret i de fleste politiske diskussioner. Politik kan ikke begrænses til fakta, økonomisk rationalitet og tal – der er meget mere på spil, og hvorfor skulle religiøse mennesker så ikke have lov til at give deres mening til kende, så længe de holder sig inden for demokratiets spilleregler og benytter sig af alment forståelige argumenter?
I Danmark kan man kun vinde en diskussion, hvis man er i stand til at overbevise sin modpart om, at ens synspunkt er det rigtige. Til det formål benytter vi os af billedsprog, sammenligninger, henvisninger til forskellige historiske og politiske omstændigheder, tal, tidligere beslutninger m.m. Lad os holde fast i det og så lade alle være velkomne i diskussionen. Dem, der så vil lade deres holdninger diktere af en katolsk pave eller en bogstavelig koran-læsning, må så forsøge at overbevise os andre om deres standpunkter med samme midler, som alle andre der deltager i den offentlige debat.
I morges diskuterede jeg netop dette spørgsmål i radioen i anledning af et stort møde mellem Barroso, Merkel, Pöttering og Europas religiøse ledere. Du kan høre det ved at klikke her. Vælg P1 Morgens 2. time (indslaget kommer efter ganske få minutter).

Heldigvis var det Informations og ikke Ekstra Bladets forside, jeg endte på i dag. Det drejer sig om debatten om Asmaa Abdol-Hamid. Er hun socialist eller fundamentalist? Er hun en selvstændigt tænkende kvinde eller en undertrykt stakkel? Er hun helt ren i kanten, når det kommer til spørgsmål om dødsstraf, ligestilling, homoseksualitet m.m?
Hun har selv gang på gang meldt ud, at hendes holdninger ikke kommer i konflikt med almindelige danske værdier (se f.eks. det lange portræt på Kvinfos hjemmeside), hun har frasagt sig dødsstraf i et interview i Politiken (selvom journalisten gjorde alt for at få hende til at falde i) og Enhedslisten står inde for hende. Så skal vi andre efter min mening ikke rende rundt og lege meningspoliti og tillægge hende skjulte holdninger. Det er en forudsætning for demokratiet - at vi i udgangspunktet regner med, at andre siger, hvad de mener.
Derudover er religionsfrihed og beskyttelse af minoriteters rettigheder lige så vigtige menneskerettigheder som ligestilling - og derfor nytter det ikke noget at krænke den ene rettighed i den andens navn. Man må altså finde en balance mellem de to ting, og når Asmaa Abdol-Hamid siger, at det ikke har noget med ligestilling at gøre, at hun ikke vil trykke mænd i hånden, så skal der i religionsfrihedens navn være plads til det. Mit bud er, at hun er ude i at afprøve samfundets tolerance over for folk med en religiøs identitet som hendes - og man må sige, at den prøve, har vi ikke bestået. Så selv hvis man finder Asmaa Abdol-Hamids holdning intolerant, må man spørge sig, om ikke det er langt mere intolerant at kalde hende en psykisk syg (Camre), nazistisk (Krarup), fundamentalistisk og kvindeundertrykkende (Homann) taber (Messerschmidt)?