Aukens Arena

Jeg har i dag en kronik i Politiken om forholdet mellem religion og politik. Her argumenterer jeg bl.a. for, at det er en myte, at vi i Danmark adskiller religion og politik, og at denne myte som oftest bliver fremført for at lukke munden på nogle andre. Læs kronikken her og deltag i debatten på denne side eller på www.idaauken.dk

Selvom Kamal Qureshi i dag kritiserer, at folketinget åbnes med en gudstjeneste, betyder det ikke, at SF er et antireligiøst parti. Tværtimod - der er rigelig plads til at være religiøs og socialist i SF. Men det er vigtigt at påpege det hykleri, der finder sted, når man hævder, at vi i Danmark adskiller religion og politik for at lukke munden på visse religiøse grupper (læs: muslimer) samtidig med, at vi har en statskirke og statsreligion, der gang på gang kobles sammen med dansk identitet og i den grad benyttes politisk.
Sagen er, at religion og politik ikke kan skilles ad. Men det kan stat og kirke. I Danmark bilder vi os ind, at vi gør det første, mens vi ikke har problemer med det sidste. Det burde naturligvis være omvendt!

Må man blande religion og politik? Det spørgsmål bliver ofte diskuteret i dansk sammenhæng. Vores statsminister siger ”nej – religionen har ikke noget at gøre i det offentlige rum” samtidig med, at han ikke selv kan holde tingene adskilt. Anders Fogh henviste i en tale på Venstres landsmøde (2005) til, at vi danskere jo havde en fælles tro, der lagde bunden for vores joviale samtaledemokrati, og at denne gode ordning nu var truet af en religion, der ville have plads i det offentlige rum (islam). Hvis det ikke er at blande tingene sammen, så ved jeg snart ikke.
Kravet om at holde religion og politik adskilt er et dybt udemokratisk krav – det er altid sagt for at lukke munden på nogle andre. Min påstand er, at man slet ikke kan holde religion og politik adskilt – hvor meget man end ønskede det. Politik foregår ikke i et tomt rum. Der er følelser, sociale strukturer, traditioner, overbevisninger, menneskesyn og ideologier involveret i de fleste politiske diskussioner. Politik kan ikke begrænses til fakta, økonomisk rationalitet og tal – der er meget mere på spil, og hvorfor skulle religiøse mennesker så ikke have lov til at give deres mening til kende, så længe de holder sig inden for demokratiets spilleregler og benytter sig af alment forståelige argumenter?
I Danmark kan man kun vinde en diskussion, hvis man er i stand til at overbevise sin modpart om, at ens synspunkt er det rigtige. Til det formål benytter vi os af billedsprog, sammenligninger, henvisninger til forskellige historiske og politiske omstændigheder, tal, tidligere beslutninger m.m. Lad os holde fast i det og så lade alle være velkomne i diskussionen. Dem, der så vil lade deres holdninger diktere af en katolsk pave eller en bogstavelig koran-læsning, må så forsøge at overbevise os andre om deres standpunkter med samme midler, som alle andre der deltager i den offentlige debat.
I morges diskuterede jeg netop dette spørgsmål i radioen i anledning af et stort møde mellem Barroso, Merkel, Pöttering og Europas religiøse ledere. Du kan høre det ved at klikke her. Vælg P1 Morgens 2. time (indslaget kommer efter ganske få minutter).

Heldigvis var det Informations og ikke Ekstra Bladets forside, jeg endte på i dag. Det drejer sig om debatten om Asmaa Abdol-Hamid. Er hun socialist eller fundamentalist? Er hun en selvstændigt tænkende kvinde eller en undertrykt stakkel? Er hun helt ren i kanten, når det kommer til spørgsmål om dødsstraf, ligestilling, homoseksualitet m.m?
Hun har selv gang på gang meldt ud, at hendes holdninger ikke kommer i konflikt med almindelige danske værdier (se f.eks. det lange portræt på Kvinfos hjemmeside), hun har frasagt sig dødsstraf i et interview i Politiken (selvom journalisten gjorde alt for at få hende til at falde i) og Enhedslisten står inde for hende. Så skal vi andre efter min mening ikke rende rundt og lege meningspoliti og tillægge hende skjulte holdninger. Det er en forudsætning for demokratiet - at vi i udgangspunktet regner med, at andre siger, hvad de mener.
Derudover er religionsfrihed og beskyttelse af minoriteters rettigheder lige så vigtige menneskerettigheder som ligestilling - og derfor nytter det ikke noget at krænke den ene rettighed i den andens navn. Man må altså finde en balance mellem de to ting, og når Asmaa Abdol-Hamid siger, at det ikke har noget med ligestilling at gøre, at hun ikke vil trykke mænd i hånden, så skal der i religionsfrihedens navn være plads til det. Mit bud er, at hun er ude i at afprøve samfundets tolerance over for folk med en religiøs identitet som hendes - og man må sige, at den prøve, har vi ikke bestået. Så selv hvis man finder Asmaa Abdol-Hamids holdning intolerant, må man spørge sig, om ikke det er langt mere intolerant at kalde hende en psykisk syg (Camre), nazistisk (Krarup), fundamentalistisk og kvindeundertrykkende (Homann) taber (Messerschmidt)?